torsdag den 25. april 2013

Kalle kanin

Det er længe siden mit sidste indlæg, men nogle gange går livet en lidt imod og det er svært at finde overskud til at blogge. Dette betyder dog ikke at jeg ikke er kreativ, tværtimod hækler jeg på livet løs. Jeg fandt denne opskrift på denlillaelefant.blogspot.com og den måtte prøves. Er rigtig glad for resultatet, som blev hæklet i bomuldsgarn fra søstrene grene.

lørdag den 20. oktober 2012

Kanin...nu med hue....

For et stykke tid siden købte jeg "strik...huer,vanter,strømper og pandebånd" i netto. Der var heldigvis også noget for begyndere, så det blev til denne hue med kaninpompom. Er ret glad for den, den luner fantastisk, og den ligner faktisk den på billedet i bogen! (er ikke så god til strikkeopskrifter)

fredag den 12. oktober 2012

Til Line...

For et stykke tid siden fik jeg en bestilling på en halsedisse, og her er resultatet. Opskriften er super nem, perlestrik hele vejen igennem og så syer man den sammen til sidst. Garnet er lækkert blødt alpaka og jeg ved at den nye ejermand Line var super begejstret. :-)

lørdag den 15. september 2012

Sutsko til Malene og Cille...

Havde forleden mine sutsko på, på arbejde og det udløste straks 2 bestillinger fra mine skønne kollegaer. Cille ville gerne have et par i karrygul uld, og Malene et par tilsvarende i uld men i en chokoladebrun. Tænker at den bedste kompliment er bestillinger fra venner og bekendte :-)

tirsdag den 11. september 2012

Sutsko

Så fik man hæklet et par sutsko til sig selv. Opskriften er fra Hendes Verden, og jeg synes de blev ret fine. Jeg har hæklet dem i bomuld, dog uden at tænke på at de lige gav sig når man har haft dem på...Resultat = et par for store sutsko der "svupper" når man går....Hmm tænker de må blive gæstesutsko, og det er egentlig ok, for her bliver rigtig fodkoldt om vinteren.

mandag den 10. september 2012

Aben Thorkild

D. 2. september var jeg til navngivningsfest hos endnu en lille prinsesse.Sofie blev hendes navn, og hun skulle selvfølgelig have en lille abe.Thorkild hedder aben og han blev færdig i 11.time mens jeg endnu var på ferie i sommerhus(deraf det lidt sjovt oplyste billede). Opskriften er fra Hendes Verdens jubilæumsnummer fra i år, og må tilstå at opskriften drillede mig lidt. Specielt fødderne/hænderne, var ikke til at hitte hoved eller hale på. Jeg kunne simpelthen ikke lure hvordan de skulle monteres! Det sjove var egentligt, at mens jeg gik og overvejede om jeg skulle kyle det hele hen hvor peberet gror, var jeg i en garnbutik i Tønder, og lige der midt i butikken sad en anden Thorkild. Han var hæklet efter den originale opskrift bragt i Hendes Verden fra 1983, og her så fødderne helt anderledes ud, nemlig som vist på billedet. Hvorfor Hendes Verden har valgt at ændre i opskriften må guderne vide, men jeg fik sjusset mig lidt frem til disse fødder/hænder og blev egentlig godt tilfreds med det færdige resultat.
Det virkede også som om Thorkild faldt i god jord hos Sofie og familie, så det kunne ikke være bedre.

lørdag den 21. juli 2012

Haremsbukser

Sidste weekend var jeg i sommerhus med niecen og sørme om vejret ikke artede sig, og niecen fik disse bukser på. Jeg lavede dem til hende da hun blev 2, der var de lidt for store,så det er først nu jeg ser dem på. Stoffet er liberty og jeg må sige at jeg synes hun ser skøn ud!